For anden gang på knap halvandet år overskrides det forventede budget for Unicef-lager, skriver DR og Ekstra Bladet.

Enormt Unicef-lager ventes at blive 300 millioner kroner dyrere

Det nye Unicef-lager i Nordhavn erstatter det nuværende og bliver det største centrallager for humanitærhjælp på verdensplan. Foto: Finn Frandsen
Det nye Unicef-lager i Nordhavn erstatter det nuværende og bliver det største centrallager for humanitærhjælp på verdensplan. Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Rettelse: Af en tidligere version fremgik det, at lageret ville blive 1,5 milliarder dyrere. Det har vist sig at være upræcist. Den rette sammenligning viser, at projektet stiger med 300 millioner kroner. Det er nu rettet.

Den forventede regning for et enormt Unicef-lager, der efter planen skal stå klar i sommeren 2029, bliver markant højere end først antaget, skriver DR og Ekstra Bladet. Begge medier henviser til et aktstykke, som Transportministeriet har sendt til Folketingets finansudvalg.

Konkret vurderes den samlede regning for den 30 år lange, uopsigelige lejeperiode til at koste lige over 4,7 milliarder kroner. Det er 300 millioner kroner mere end det skøn, der kom i december 2024.

Det er anden gang siden sommeren 2024, at det forventede budget overskrides. Dengang lød den samlede regning på 2,6 milliarder kroner. Det er staten, der skal betale udgifterne. Ifølge DR bliver merudgiften taget fra udviklingsbistanden.

Lageret skal opføres i Københavns Nordhavn og erstatte det verdenslager, der i forvejen ligger i området. Lejemålet omfatter et grundareal på cirka 90.000 kvadratmeter.

Forventningen er, at lejemålet kommer til at bestå af omkring 15.000 kvadratmeter kontor samt omkring 55.000 kvadratmeter lager med videre. Det fremgår af aktstykket.

Lageret, som kaldes Campus 4, bliver Unicefs største centrallager for humanitærhjælp på verdensplan. Lageret opføres af By & Havn, som er ejet af Københavns Kommune og staten, og fremlejes herefter til Udenrigsministeriet. Herefter stilles det til rådighed for Unicef, skriver DR.

Ekstra Bladet har spurgt Udenrigsministeriet om, hvorfor lageret skal ligge på en af de dyrere adresser, og om man fortsat mener, at det er en god beslutning – set i lyset af den nye pris.

»Præmissen for at etablere Unicef’s nye humanitære varelager i Danmark har hele tiden været, at det placeres i København. Unicef har på intet tidspunkt indikeret, at de var interesseret i alternative placeringer for lageret«, skriver ministeriet og fortsætter:

»Det skyldes blandt andet, at det er en del af den samlede FN-by og tæt på containerhavn og Københavns Lufthavn, så der er de nødvendige hurtige og effektive muligheder for at få nødhjælp sendt ud i verden«.

Over for DR forklarer By & Havns ejendomsdirektør, Henrik Steenstrup, at det ikke er selve opførelsen af det nye lager, der er blevet væsentligt dyrere siden sidst.

»Faktisk er den eneste ekstra omkostning, der er kommet på selve byggeriet, faciliteter til opbevaring af medicin, som Lægemiddelstyrelsen har ønsket. Det har medført en øgning af budgettet til byggeriet, som svarer til en stigning på cirka 6 millioner kroner i årlig leje eller cirka 135 millioner kroner (samlet, red.)«, siger han.

By & Havn tilføjer, at stigningen primært skyldes forbrug og drift, som nu er lagt ind i den samlede pris.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her