I 600 år har et bemærkelsesværdigt skibsvrag befundet sig under havet ud for København.
Der er tale om verdens største kogge - et handelsskib fra middelalderen - skriver Vikingeskibsmuseet i en pressemeddelelse.
Skibet har haft en længde på cirka 28 meter, en bredde på op til ni meter og en højde på seks meter.
Dermed har middelalderskibet kunnet sejle med en last på omkring 300 tons.
Fundet er en milepæl for marinarkæologi, mener marinarkæolog Otto Uldum, der har været udgravningsleder på projektet.
»Det er den største kogge, vi kender, og det giver os en unik mulighed for at forstå både konstruktionen og livet om bord på middelalderens største handelsskibe, siger han i meddelelsen.
Skibsvraget blev fundet mellem Amager og Saltholm i Øresund under forundersøgelser i forbindelse med etableringen af Lynetteholmen.
Lynetteholmen er en kunstig ø til beboelse, der bliver bygget i forlængelse af Refshaleøen ud for København.
ritzau
fortsæt med at læse




























