30. august i år blev en 39-årig mand fundet død i et hus i Ittoqqortoormiit. Nu er en 27-årig dømt for drabet.

27-årig mand idømmes syv år i anstalt for drab i Grønland

Lyt til artiklen

Mandag faldt der dom i en sag om drabet på en 39-årig mand i den grønlandske by Ittoqqortoormiit.

En 27-årig mand blev af Sermersooq Kredsret idømt syv års anbringelse i anstalt for drabet, der fandt sted tidligere på året.

Det skriver Grønlands Politi tirsdag i en pressemeddelelse.

Om morgenen 30. august i år modtog politiet i Grønland en anmeldelse om fundet af en livløs mand på gulvet i et hus i Ittoqqortoormiit.

Nægtede at udtale sig i retten

Samme dag blev den 27-årige anholdt og sigtet for drabet.

»Efterfølgende tekniske beviser bestyrkede politiets mistanke om, at det var den rette person, som var sigtet for og tilbageholdt for drabet«.

»De tekniske beviser viste, at afdøde var blevet stukket adskillige gange med en skarp genstand, formentlig en kniv«, skriver Grønlands Politi i meddelelsen.

Den 27-årige nægtede at udtale sig i retten.

Han udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her