En 25-årig mand blev anholdt mandag morgen, sigtet for forsøg på manddrab i en sag fra september sidste år.
En dommer har tirsdag fundet, at der er begrundet mistanke om, at manden har udøvet grov vold. Derfor varetægtsfængsles han frem til 17. februar.
Han er fortsat sigtet for forsøg på manddrab, skriver anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi på X.
Politiet mener, at han stod bag, at to mænd på henholdsvis 19 og 22 år blev påført læsioner med kniv eller et andet slagvåben på Skyttens Vej i Holbæk 17. september.
De to mænd blev efter knivstikkeriet behandlet på sygehuset, og de var begge uden for livsfare.
Efter hændelsen havde politiet en mistanke til en bestemt personkreds uden at uddybe nærmere.
Men politiet vil tirsdag ikke oplyse, om sagen kan være relateret til bandemiljøet, eller om de forurettede og den sigtede kender hinanden.
Politiet vil endnu ikke oplyse, hvordan man kom på sporet af manden, omkring fire måneder efter stikkeriet.
ritzau




























