Der er ikke fare for folk, der bor omkring Platinvej i Kolding, oplyser politiet, som arbejder i området.

Alvorligt tilskadekommen person fundet i industriområde

Lyt til artiklen

Natten til onsdag blev en person fundet med alvorlige skader i et industrikvarter i Kolding.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update onsdag formiddag, hvor politiet fortsat er til stede og efterforsker sagen ved Platinvej.

Politiet fik anmeldelsen om den tilskadekomne person omkring klokken 03. Efterfølgende blev personen bragt til behandling, og de pårørende er blevet underrettet.

»Der er pt. ingen anholdte. Vi har ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt«, skriver politiet på Politi Update.

Tidligere oplyste politiet, at det var til stede i forbindelse med et ’mistænkeligt forhold’.

Der er ikke fare for beboere eller omkringboende, lød det videre.

Platinvej ligger i et industriområde i den nordvestlige del af Kolding.

Ifølge JydskeVestkystens udsendte på stedet er der sat politiafspærringer op i et område ved virksomheden Velux. Det er dog uvist, om politiets tilstedeværelse har noget med Velux at gøre.

Det er ikke oplyst, hvor længe politiet skal være på stedet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her