Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Et færdselsuheld førte onsdag aften til en påkørsel af indgangspartiet ved Kolding Sygehus, oplyser politiet.

Sigtelse: Påvirket mand påkørte Kolding Sygehus med sin bil

Lyt til artiklen

Politiet rykkede onsdag aften ud til parkeringspladsen ved Kolding Sygehus, efter at indgangspartiet til hospitalet var blevet påkørt.

Det skriver Sydøstjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

I en pressemeddelelse oplyser politiet, at man har sigtet føreren af personbilen - en 32-årig mand - for at forvolde fare.

»Vi har arbejdet på stedet i løbet af natten for at undersøge forholdet og afklare, hvad der nærmere er sket. Vi efterforsker stadig hændelsen og kan derfor ikke på nuværende tidspunkt sige, om sigtelserne ændrer sig, eller om der kommer yderligere til«, udtaler politikommissær Casper Christensen i pressemeddelelsen.

Den sigtede mand førte ifølge Sydøstjyllands Politi bilen, imens han var påvirket af euforiserende stoffer og alkohol.

Ud over indgangspartiet til Kolding Sygehus’ skadestue ramte manden også to parkerede biler.

Tre andre personer blev anholdt i sagen onsdag aften. Alle fire er blevet løsladt.

Ingen personer kom til skade, skriver politiet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her