Artiklen er opdateret kl. 13.41 med kommentar fra Søfartsstyrelsen.
Et knap 90 meter langt skib, der er gået på grund ud for Kulhuse mellem Roskilde Fjord og Isefjord i det nordlige Sjælland, bekræfter Forsvarskommandoen og Marinehjemmeværnet, onsdag aften.
Skibet skal inspiceres, så det kan fastslås, om det har taget skade, og om der er risiko for udslip, forklarer han.
»Der er et tankskib, som er gået på grund på en sandbanke på vej ud fra Frederiksværk«, siger han.
Kaptajnen har fået en bøde, oplyser Nordsjællands Politi til Ritzau. Bøden skyldes, at skibet onsdag aften forsøgte at komme fri af en sandbanke ved Kulhuse uden først at orientere Søfartsstyrelsen. Denne overtrædelse af søloven er takseret til en bøde på 9.750 kroner, oplyser politiet torsdag.
Presserådgiver hos Forsvarskommandoen Christer Haven oplyser, at skibet er blevet inspiceret i følgeskab med Nordsjællands Politi, og man vurderer, at der ikke er nogen umiddelbar fare for olieudslip.
»Næste skridt er, at rederiet skal have en plan klar for, hvordan skibet bliver trukket fri. Planen skal derefter godkendes af Søfartsstyrelsen«, siger Christer Haven.
Inden skibet kan sejle igen, skal det inspiceres endnu en gang.
Sejlrenden er fri, og derfor påvirkes ind- og udsejling til fjorden ikke.
Søfartsstyrelsen oplyser torsdag klokken 13.20 til Ritzau, at skibet fortsat ligger grundstødt samme sted. Styrelsen afventer stadig en plan fra rederiet, inden det vil kunne blive trukket fri.
På skibsovervågningssiden Vesselfinder kan man se, at skibet ’Baltic Wind’, der har kurs mod Aviles i Spanien, står registreret som gået på grund netop ud for Kulhuse. Skibet er 89 meter langt og 12 meter bredt. Det sejler under portugisisk flag. Hos Vesselfinder står det opført som et fragtskib, men det står ikke umiddelbart klart, hvad det er lastet med.
Onsdag cirka klokken 23.30 kunne man på Vesselfinder se, at et fartøj fra Marinehjemmeværnet, der sikrer danske farvande med patruljering, redning og bevogtning, befinder sig lige ved det grundstødte skib.
Nordsjællands Politi har bekræftet, at det er på vej derud. Politiet bistår med undersøgelser af, om kaptajn eller andre er alkoholpåvirkede.
ritzau





























