Politiet oplyser, at en 37-årig mand er sigtet for at frihedsberøve en syv måneder gammel baby i Haderslev.

Syv måneder gammelt barn er blevet fundet på et hotelværelse

Lyt til artiklen

En 37-årig mand er sigtet for at frihedsberøve et barn på syv måneder i Haderslev.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politis vagthavende på et pressemøde mandag aften.

Barnet blev taget fra en barnevogn mandag aften og blev siden fundet på et hotelværelse i Haderslev.

Det forventes, at den 37-årige mand skal fremstilles i et grundlovsforhør tirsdag.

»Vi efterforsker stadig sagen, og vi kan ikke sige noget om relationen mellem gerningsmanden og barnet«, siger politikommissæren.

Han kan heller ikke sige noget om den formodede gerningsmands motiv bag hændelsen.

Politiet fandt barnet på syv måneder i god behold klokken 19.30, efter at en barnevogn med barnet blev stjålet i Haderslev.

Barnevognen med barnet i blev stjålet omkring klokken 18 fra Haderslev midtby.

Efterfølgende blev barnevognen fundet tom.

»Vi sendte hurtigt en masse patruljer rundt i gaderne i Haderslev. Dermed forsøgte vi at sætte en mulig rute for barnevognen sammen«, sagde Ole Aamann, som er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Ifølge vagtchefen blev den tomme barnevogn fundet omkring en kilometer fra det sted, hvor den var blevet stjålet.

Politiet har meddelt, at vidner havde set en mand gå med barnevognen mod Gravene i Haderslev og videre mod Inderdammen.

Barnevognen blev fundet tom på Storegade, som ligger tæt på både Gravene og Inderdammen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her