To mænd i 20’erne har torsdag aften mistet livet efter en soloulykke i Stoense på det nordlige Langeland, oplyser vagtchef Henrik Strauss ved Fyns Politi til Ritzau.
»De forulykker i en kurve i Stoense. De afgår begge to ved døden. De bliver erklæret døde deroppe af ambulancelægen«, siger han.
Vagtchefen fortæller, at bilen kørte ind i en stensætning med høj hastighed.
»De nærmere omstændigheder undersøger vi – med alt, hvad det indebærer. Vi er stadig deroppe på stedet, herunder med en bilinspektør«, siger Henrik Strauss.
De pårørende er underrettet.
De to mænd er fra lokalområdet, oplyser vagtchefen.
ritzau



























