Den sagte elektriske summen fra en rollator bliver afbrudt af lyden fra et par neongule løbesko, der klasker ned ad hovedgaden.
En lille dreng i et par Spiderman-joggingdrenge, der matcher farven på hans knaldrøde hår, har udset sig et stykke legeplads foran bageren. Og mens mor og far undrer sig over en lakridsagtig smag i deres flæskestegssandwich, skyder han spindelvæv ud over byen i takt med trampolinens bevægelser.
Hvis drengen er så heldig, at han er her fra kommunen, vil jeg smide mine penge på, at der stadig er springkraft i hans ben, når hans hår bliver gråt.
Vi befinder os nemlig i en af landets sundeste kommuner. Her er stressniveauet landets laveste, storrygning så godt som en skrøne og den fysiske aktivitet i top – ja, hvis alle kunne leve, som de gør her på egnen, tror jeg, at de ville kede sig inde på Borgen.
Er der mere bag den sunde kommune end lange uddannelser og lækre indkomster?


























