Region Midtjylland indgår kontrakt med Arkil A/S om at etablere 750 meter lang jernvæg omkring giftgrund.

Oprensning af Cheminova-grund går i gang til efteråret

Foto: Joachim Ladefoged/Ritzau Scanpix
Foto: Joachim Ladefoged/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Første del af oprensningen af Cheminovas gamle fabriksgrund på Harboøre Tange i Vestjylland går i gang til efteråret.

Det sker, når entreprenørvirksomheden Arkil A/S indkapsler området med en 750 meter lang jernspuns - en form for afgrænsning eller væg.

Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Jernvæggen i jorden skal forhindre, at den forurenede jord breder sig, og den skal skabe grundlaget for en senere oprensning.

»Indspunsningen er et afgørende første skridt i oprensningen af forureningen, ligesom den danner en effektiv barriere mellem forureningen og omgivelserne«, siger regionsrådsformand Anders G. Christensen (V) i pressemeddelelsen.

Regionen har indgået kontrakt med Arkil A/S om at stå for opgaven, der har været sendt i udbud.

Projektet betales af staten, der har afsat en ramme på i alt 100 millioner kroner.

Cheminova producerede på stedet kemikalier - blandt andet til landbruget - i årene fra 1953 til 1962.

Undersøgelser viser, at den gamle fabriksgrund indeholder cirka otte ton kviksølv og cirka 40 ton pesticider.

Den betegnes som en såkaldt generationsforurening.

Det er et udtryk, der bruges om særligt omfattende og komplekse forureninger, der er opstået over mange år, og som vil tage generationer at rydde op.

To andre generationsforureninger er relateret til Cheminova.

Det gælder kemikaliedepotet ved Høfde 42 og den nuværende FMC-fabriksgrund på halvøen Rønland.

Cheminova flyttede i 1960’erne til den nuværende placering på Rønland. I 2015 blev kemifabrikken overtaget af amerikanske FMC Corporation.

Høfde 42 er betegnelsen for Cheminovas tidligere kemikaliedepot ved stranden på Harboøre Tange. En høfde er en kystsikring bygget af store sten, der strækker sig ud i havet fra stranden.

Opgaven med at oprense Høfde 42 blev udbudt i 2023 og vundet af Arkil A/S. Den forurenede jord fjernes over årene fra 2026 og frem mod 2030.

De tre lokaliteter - den gamle fabriksgrund, Høfde 42 og FMC-grunden på Rønland - er på Danske Regioners liste over i alt ti generationsforureninger landet over.

Selve oprensningen af den gamle Cheminova-fabriksgrund er endnu ikke besluttet eller finansieret.

En fuld oprensning er ifølge Region Midtjylland estimeret til at koste mere end fire milliarder kroner.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her