Opdateret fredag 17.06
De fem personer, som blev meldt i kritisk tilstand efter torsdagens togulykke på Gribskovbanen, er alle uden for livsfare, oplyser cheflæge i Hovedstadens Akutberedskab Anders Damm-Hejmdal til TV 2:
»Det betyder ikke, at de ikke er svært tilskadekomne og fortsat har brug for behandling«.
Cheflægen fortæller videre til TV 2, at man har skullet behandle et bredt udsnit af skader efter ulykken.
To tog kolliderede torsdag morgen på togstrækningen mellem Hillerød og Kagerup ved Isterødvejen. I alt 17 personer har været indlagt til behandling i forbindelse med ulykken, oplyste vagtchefen i Nordsjællands Politi torsdag aften til DR og TV 2.
Ulykken fandt sted på den strækning, der forbinder Hillerød med henholdsvis Tisvildeleje og Gilleleje, hvor begge linjer benytter samme spor. Billeder fra stedet viste, at det ene tog var på vej mod Tisvildeleje, som ligger i Gribskov Kommune.
De første anmeldelser om ulykken indløb kort før klokken 6.30, og der blev straks iværksat en omfattende redningsindsats. Beredskabet rykkede blandt andet ud med et større antal ambulancer. Der var også en redningshelikopter fra Forsvaret til stede.
Årsagen til sammenstødet er endnu ikke klarlagt. Der skal først foretages en række undersøgelser af blandt andet Havarikommissionen. Kommissionen undersøger årsagen til havarier, ulykker og hændelser inden for jernbane og luftfart.
Først normalt togdrift lørdag
Der forventes tidligst at køre tog igen fra tirsdag morgen på den ulykkesramte strækning mellem Hillerød og Kagerup i Nordsjælland.
Det oplyser Movia fredag eftermiddag til DR Nyheder.
Indtil da er der indsat togbusser på strækningerne mellem Hillerød og Gilleleje samt mellem Hillerød og Tisvildeleje.
Afspærringen af en del af Helsingevej som følge af togulykken på Gribskovbanen i Nordsjælland varer ind til videre frem til lørdag eftermiddag.
Det oplyser Nordsjællands Politi på Politi Update.
»Banedanmark oplyser, at det tager tid at fjerne togsæt, og derfor fortsættes afspærringen af vejen frem til lørdag eftermiddag indtil videre«, skriver politiet.
»Benyt i stedet Hillerødvejen i retning mod Nødebo eller Gadevangsvej«, lyder politiets opfordring.
Opdateres ...
ritzau
fortsæt med at læse


























