Sverige er bedst til at bruge kondomer blandt de nordiske lande, viser ny undersøgelse.

Danmark er dårligst til at bruge kondom i hele Norden

Foto: Peter Hove Olesen
Foto: Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

Danskerne er de dårligste til at bruge kondom i Norden.

Det viser den årlige undersøgelse ’Kondomtjek’ fra det svenske kondomfirma og seksualoplysningsorganisationen RFSU. Det skriver Sex & Samfund i en pressemeddelelse.

I alt oplyser 37 procent af danskerne i målgruppen mellem 16 og 65 år, at de har brugt kondom det seneste år. Det er det laveste niveau i flere år og det laveste blandt de nordiske lande.

Det er ikke ligefrem en sidsteplads, som Danmark bør være stolt af, siger Majbrit Berlau, der er generalsekretær i Sex & Samfund, i pressemeddelelsen.

»Danmark halter bagefter, når det gælder kondombrug - og det er bekymrende«.

»Kondomet er den eneste præventionsform, der både beskytter mod graviditet og sexsygdomme, så vores opgave er klar: Vi skal gøre det lige så naturligt - og sexet - at tage et kondom på som at tage tøjet af«, siger hun.

Øget brug i de andre lande

Undersøgelsen er gennemført i august 2025 blandt 1040 personer, hvoraf hovedvægten er mellem 16 og 20 år.

I de andre tre nordiske lande er brugen af kondomer steget.

Svenskerne er dem, der oftest har brugt kondom inden for det seneste år. Her var andelen 42 procent.

Sex & Samfund bemærker, at andelen af unge mænd mellem 16 og 20 år, der har deltaget i undersøgelsen, er lav. Derfor bør man drage konklusioner fra den gruppe med forsigtighed, lyder det.

Det største fald i kondombruget i Danmark er sket blandt teenagere, hvor 65 procent i 2024 havde brugt kondom det seneste år. I 2025 var andelen 57 procent.

Blandt de fire lande er det finnerne, der har lettest ved at foreslå at bruge kondom. Her svarer knap tre ud af fire, at de har let ved at foreslå at bruge kondom, når de har sex med en ny partner. I Danmark er det lidt over halvdelen.

Nordmændene har sværest ved det. Her er det halvdelen, der har let ved at foreslå at bruge kondom med en ny partner.

Undersøgelsen viser også, at unge mellem 16 og 20 år ofte synes, at det er sværere at foreslå kondom anden gang, hvis det ikke blev brugt første gang.

Her har 47 procent af danske unge svært ved at foreslå kondom anden gang.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her