Den fungerende justitsminister kommer ikke til at tale i Fælledparken. Det gør partifællen Andreas Keil.

1. maj i Fælledparken bliver uden Peter Hummelgaard

Peter Hummelgaard under sin 1. maj-tale i Fælledparken sidste år.  Foto: Thomas Borberg
Peter Hummelgaard under sin 1. maj-tale i Fælledparken sidste år. Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Fungerende justitsminister Peter Hummelgaard (S) kommer ikke til at tale fredag ved 1. maj-arrangementet i Fælledparken i København, som han har gjort de seneste år.

Det fremgår af programmet fra FH Hovedstaden, hvor beskæftigelses-, integrations- og erhvervsborgmester i Københavns Kommune Andreas Keil (S) i stedet står som taler.

FH Hovedstaden skriver på Facebook, at ’vi har måttet lave enkelte ændringer i programmet’, hvor også SF-formand Pia Olsen Dyhr og politisk ordfører Pelle Dragsted (EL) er blandt hovedtalerne.

Mediet Pio erfarede tidligere torsdag, at Peter Hummelgaards fravær skyldes, at han skal være far for tredje gang. Socialdemokratiet bekræfter over for Ritzau, at familieforøgelsen er årsagen til Peter Hummelgaards fravær i år. Hans hustru har termin i disse dage.

I december sidste år annoncerede Peter Hummelgaard, at han skulle være far til april i år.

Den fungerende justitsminister har - ud over en familieforøgelse - også været tæt involveret i de regeringsforhandlinger, der foregår i øjeblikket.

Sidste år foregik Peter Hummelgaards tale 1. maj i Fælledparken i røg og damp.

Efter at han først var blevet tiljublet af medlemmer af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, begyndte højlydte båthorn og fløjter at lyde, og de blev senere suppleret af røgbomber.

Blandt de protesterende var mennesker med palæstinensiske flag. Nogle holdt et stort banner op, hvor der stod ’Stop Folkemordet - Leve Palæstina’ med henvisning til konflikten mellem Israel og palæstinensere.

Efter talen sagde Peter Hummelgaard til Ritzau, at han var forberedt på, at han kunne blive mødt med modstand under talen.

»Har de en formel ret til at stå med et tågehorn og forsøge at overdøve mig med fløjter, når jeg taler? Ja, det har de formelt set«.

»Er det meget udansk og udemokratisk? Ja, det er det i dén grad«, sagde Peter Hummelgaard ved den lejlighed.

Justitsministeren kaldte aktionen for ’ren og skær sabotage’. Han mente, at demonstranterne skadede deres egen sag ved at forsøge at overdøve hans tale.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her