Fuld digital adgang for 149 kr./md. i op til 6 måneder.

Nicolai Dyhr må ikke udøve advokatvirksomhed i fem år, fastslår Advokatnævnet. Dyhr trækker sagen i retten.

Konkursadvokat fra 'Den sorte svane' får karantæne i fem år

Foto: Tv 2 Danmark
Foto: Tv 2 Danmark
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 15.01 med reaktion fra Advokatrådet.

Advokaten Nicolai Dyhr, der er kendt fra tv-dokumentaren ’Den sorte svane’ må ikke udøve advokatvirksomhed i fem år. Det fremgår af en kendelse fra Advokatnævnet, som mandag er lagt på nævnets oversigt over afgørelser. Det fremgår desuden, at Nicolai Dyhr har valgt at indbringe spørgsmålet om rettighedsfrakendelse for domstolene.

Nicolai Dyhr er tidligere i år idømt bøder på sammenlagt 70.000 kroner i tre andre sager, som nævnet har behandlet. Nævnet er nået frem til, at der med den nye sag skal lægges yderligere 10.000 kroner oveni.

Advokatnævnets afgørelse bygger på en række forskellige forhold om tilsidesættelse af god advokatskik. Et af forholdene handler om en række udtalelser, som blev fanget på skjult kamera i tv-dokumentaren. Dokumentaren viste eksempler på, hvordan hærdede kriminelle samarbejdede med personer, der på overfladen var lovlydige borgere, om at begå kriminalitet og at sikre sig et udbytte.

Nicolai Dyhr, der i en årrække var ansat i advokatfirmaet Horten og ofte virkede som kurator i diverse konkursboer, blev ved flere lejligheder fanget på skjulte kameraer hos dokumentarholdets muldvarp i et falsk kontor.

Syv ville frakende ham retten uden tidsbegrænsning

Nicolai Dyhr havde forlangt, at Advokatnævnet helt skulle afvise at behandle sagen. Blandt andet med henvisning til, at materialet fra tv-dokumentaren ikke kunne bruges som bevis. Men nævnet har fejet den indvending af bordet og siger blandt andet om Dyhrs forskellige ytringer på skjult kamera.

»Advokatnævnet finder, at Nicolai Dyhr ved sine udtalelser i dokumentaren ’Den sorte svane’ særdeles groft har tilsidesat god advokatskik«, lyder det i afgørelsen.

Nævnet siger videre, at selv om dokumentaren er resultatet af en redigeringsproces, så gælder det om Dyhrs ytringer i udsendelsen, at de »under alle omstændigheder er udtryk for en tilgang til kuratorhvervet og konkursbehandlingen, der er helt uforenelig med de grundlæggende krav til en advokat«.

Det var Advokatrådet, som havde indbragt sagen for nævnet. Og kravet var, at frakendelsen af retten til at udøve advokatvirksomhed skulle gælde uden tidsbegrænsning. Det var syv af Advokatnævnets medlemmer enige i. Men ni andre medlemmer mente, at der »efter en samlet vurdering« skal sættes en bagkant på frakendelsen, så Nicolai Dyhr om fem år igen må udøve advokatvirksomhed.

»Den adfærd, Nicolai Dyhr har udvist, mener vi i Advokatrådet, er uforenelig med det at være advokat og kurator. Handlingerne har været med til at kaste en skygge over advokatstanden«, siger formand for Advokatrådet Martin Lavesen i en pressemeddelese.

»Derfor er vi tilfredse med, at Advokatnævnet har tilsluttet sig de synspunkter, Advokatrådet gjorde gældende i sagen, og har slået fast, at Nicolai Dyhr groft har tilsidesat god advokatskik blandt andet i forbindelse med sin håndtering af konkurssager og ved at medvirke til at dække over mistænkelige forhold«, siger han.

Ud over udtalelserne i ’Den sorte svane’ har Dyhr ifølge Advokatnævnets kendelse ved flere lejligheder givet forkerte oplysninger til skifteretten. Han har desuden bragt sig selv i en interessekonflikt flere gange i rollen som kurator på forskellig vis.

Nicolai Dyhr valgte selv i sommeren 2024 at deponere sin beskikkelse som advokat. Dermed afskar han sig frivilligt fra at kunne virke som advokat, men nu har han altså et decideret forbud mod det.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her