Til Sankt Hans står folk gerne og klapper sig rytmisk på lårene til Shu-bi-duas lidt tunge gendigtning af visen om, at vi »æælsker vort land«. Men tirsdag aften lød der ganske få klask ved bålene. Danmark har nemlig meget færre myg end sædvanligt for årstiden. Måske meget godt, for ingen elsker myg. Og dog.
Seniorforsker René Bødker går i hvert fald så meget op i dem, at han samler på dem. Hver morgen går han i haven i Greve syd for København og tjekker sin myggefælde. Lokkemidlerne er varme, CO2 og octenol, en alkoholforbindelse, der lugter som sved og ånde.




























