Fuld digital adgang for 149 kr./md. i op til 6 måneder.

Toldstyrelsen modtog markant flere angivelser af småpakker i 2025 end året før. Snart skal der betales told.

Antallet af småpakker sendt til Danmark næsten femdoblet i 2025

Lyt til artiklen

Toldstyrelsen modtog sidste år 17 millioner toldangivelser på pakker til en værdi under 150 euro.

Det viser en ny opgørelse, skriver Toldstyrelsen i en pressemeddelelse.

Det er en markant stigning sammenlignet med 2024, hvor styrelsen modtog cirka 3,5 millioner toldangivelser på den slags pakker.

»Det seneste år har vi oplevet næsten en femdobling af pakker - fra især Kina - der er strømmet til Danmark. Det er en meget voldsom stigning, som også vores europæiske kolleger oplever«, siger direktør i Toldstyrelsen Christian Lützen i meddelelsen.

1. juli træder nye EU-regler i kraft, som betyder, at alle pakker, som sendes fra lande uden for EU, bliver pålagt en told på minimum tre euro. Det svarer til 22 kroner.

Tidligere har varer været fritaget for told, hvis de ikke oversteg 150 euro – svarende til 1.150 kroner.

De tre euro i told skal fra 1. juli betales per varepost i pakken. Én varepost er alle varer i pakken af samme type.

Det vil sige, at der skal betales tre euro i told, hvis du har købt fem T-shirts i bomuld fra en webshop uden for EU.

Har du derimod købt en T-shirt i bomuld og en skjorte i bomuld, indeholder pakken to vareposter, og der skal betales seks euro i told.

I 2025 kom der ifølge Toldstyrelsen 68 millioner vareposter ind i Danmark.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her