Der skal være større fokus på at styrke behandlingstilbuddene til voldsudsatte og især voldsudøvere for at forebygge partnerdrab.
Derudover skal der opbygges mere viden om vold i nære relationer.
Sådan lyder det i ny rapport fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive), der kortlægger de 61 partnerdrab, som blev efterforsket i perioden 2017 til 2024.
»Det skal understreges, at indsatser mod forebyggelse af partnerdrab i vidt omfang overlapper med indsatser mod vold i nære relationer«.
»Forebyggelse af partnerdrab forudsætter i høj grad en tidlig, koordineret og effektiv indsats mod partnervold. Dette afspejles både i de beskrevne tilbud og i fagpersonernes gennemgående vurderinger«, skriver Vive i rapporten.
Rapporten afdækker blandt andet, hvad der karakteriserer gerningsmanden og ofret, og hvilket samliv parrene har haft. Nogle har været kærester i få uger, mens andre har fejret guldbryllup.
Mere end halvdelen af parrene havde fælles børn under 18 år.
Med handlingsplanen mod partnervold og partnerdrab 2023-2026 fik Det Nationale Partnerskab mod vold i nære relationer og partnerdrab tildelt midler til at generere ny viden for at styrke indsatsen mod partnerdrab i Danmark.
Social- og Boligstyrelsen har som led i dette arbejde bedt Vive om at udarbejde ny viden om partnerdrab.
Ifølge socialminister Monika Rubin (M) er rapporten tragisk læsning.
»Det er sjældent, at jeg har læst en rapport så rystende som den her. Jeg er virkelig trist over, vi ikke er nået længere. Rigtig mange af de her mennesker har haft kontakt til myndighederne på den ene eller anden måde«.
»Så der er noget tværfagligt på tværs af myndigheder, der ikke fungerer. Derfor har vi brug for en langsigtet strategi, hvor vi sætter ind både på social-, ligestillings- og retsområdet«, siger Monika Rubin til Ritzau.
Hvert femte drab, der bliver begået i Danmark, er et partnerdrab, og ofrene er især kvinder.
I mange tilfælde var det samlivsbrud eller dets virkninger, der var den trigger, som udløste drabet, skriver Vive i rapporten.
ritzau
fortsæt med at læse




























