Odense Kommune fraråder al færdsel på fortove og cykelstier i et område i det sydøstlige Odense, efter at flere har fået udslæt og kløe forårsaget af hårene fra en giftig larve.
Det oplyser kommunen til B.T.
Mere specifikt drejer det sig om Lindved Åstien, Tornbjergstien og Kohavestien, hvor færdslen frarådes.
Larven, som har det officielle navn egeprocessionsspinder, har tusindvis af mikroskopiske hår, som kan fremkalde allergiske reaktioner og udslæt hos mennesker og dyr.
I folkemunde kaldes den også ’larven fra helvede’ på grund af de gener, som larvens hår giver.
Martin Petersen, der er kontorchef i Odense Kommunes Klima- og Miljøforvaltning, oplyser til B.T., at problemet med larven er kommet bag på forvaltningen.
»Der er ligesom et epicenter. Der, hvor vi har valgt at fraråde al færdsel for gående og cyklister, er der virkelig mange meldinger om, at folk er ramt«, siger han.
Martin Petersen tilføjer, at selv folk med lange bukser og trøjer er blevet ramt på arme og ben.
B.T. melder desuden om, at Børnehuset Ørbækparken i Odense har været nødt til at lukke midlertidigt, efter at flere børn har fået kløe og udslæt af larven.
Børnehuset ligger ikke langt fra det område, Martin Petersen kalder for et epicenter.
I stedet flyttes børnene til et børnehus i Vollsmose, mens larven bliver bekæmpet på børnehusets grund.
Egeprocessionsspinderen blev fundet i Odense for første gang i januar sidste år.
Det antages, at larven er kommet til Odense med importerede træer fra Tyskland i forbindelse med etableringen af letbanen.
Siden er den blevet registreret i Nyborg Kommune og Kerteminde Kommune samt ved et enkelt tilfælde i Horsens Kommune.
Larven er hjemmehørende i Central- og Sydeuropa, og den er således ikke defineret som en invasiv art i EU.
Larven har de senere år bredt sig længere nordpå og findes nu i Belgien, Holland, Tyskland og England.
ritzau




























