Få avisen i weekenden og fuld digital adgang for 199 kr./md. i op til 6 måneder.

Retten i Holbæk har fundet beviserne i orden i sag om stor cigaretfabrik i Svebølle.

To mænd får hver bøde på en halv milliard for illegal cigaretfabrik på Vestsjælland

Lyt til artiklen

I en sag om Danmarks hidtil største illegale cigaretfabrik er to mænd torsdag blevet idømt tillægsbøder på mere end en halv milliard kroner hver.

Retten i Holbæk har også straffet mændene med fængsel i syv år.

Bøden er på 568 millioner kroner.

Og den er rundet ned, bemærker retsformanden ved domsafsigelsen i sagen om fabrikken, som lå i en stor hal i Svebølle mellem Kalundborg og Holbæk.

Bøden svarer til det beløb, som statskassen er gået glip af i afgifter. Samtidig konfiskerer retten cirka en halv million kroner hos hver af de tiltalte. Det var deres udbytte ved at krænke British American Tobaccos og Philip Morris Internationals varemærker.

Fabrikken blev stormet af politiet i slutningen af januar sidste år. De fandt maskiner til produktion og en del råvarer.

I hallen kunne de østeuropæiske arbejdere både sove og arbejde med maskinerne, viste det sig.

Der var sovepladser til 21 personer samt køkken- og badefaciliteter.

Retten har fundet beviser for, at der blev produceret 216 millioner cigaretter, og at der var lagt an til yderligere produktion af 72 millioner.

De to dømte er henholdsvis 48-årige Jesper Toftegaard Andersen fra Kalundborg og Nicolai Christensen på 34 fra Vestsjælland. Førstnævnte er under sagen beskrevet som en iderig iværksætter.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her