Det brede fortov foran Rema 1000 i Nordvestkvarteret i København er spærret af med byggehegn, så fodgængere må trække helt ud på cykelstien.
Kigger man op ad facaden på den seks etager høje bygning, hænger små franske altaner som hylder foran døre, man åbner indad, så man kan se ud over altanens glasvæg eller træde ud på den 28 centimeter brede platform.