To 16-årige drenge er onsdag eftermiddag stukket af fra en lukket ungdomsinstitution ved Nykøbing Sjælland.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.
Politiet fik melding om flugten fra Bakkegården cirka klokken 15.50, oplyser politiet til Ritzau.
Om godt en måned skal den ene af de flygtede stilles for retten i en sag om forsøg på manddrab.
Han er svensker. Anklagen handler om, at han lod sig hyre til at begå et drab sidste sommer.
Ifølge et anklageskrift fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) blev den planlagte forbrydelse forhindret, fordi politiet anholdt den dengang 15-årige dreng.
Han har nægtet sig skyldig.
Om onsdagens flugt oplyser politiet, at drengene tilsyneladende kom ud i et område, hvor de ikke burde opholde sig, hvorefter de forcerede et hegn.
På grund af deres alder er de blevet frihedsberøvet på institutionen i stedet for i et arresthus for voksne.
Bakkegården er placeret i Annebergparken nær Nykøbing Sjælland og råder over 15 sikrede pladser.
Der er tremmer for vinduerne, og yderdørene er altid aflåste, står der på en hjemmeside hos Region Sjælland, som driver institutionen.
Desuden er de udendørs havearealer indhegnet, ligesom der er videoovervågning.
Politiet beder borgerne om at være opmærksomme på de to. Man bør ikke selv forsøge at pågribe dem, lyder det.
ritzau




























