En 82-årig mand har fredag mistet livet i en trafikulykke i Frederikssund.
Det oplyser Nordsjællands Politi fredag aften til Ritzau.
Anmeldelsen om trafikulykken indløb omkring klokken 12.30, hvorefter Kronprinsesse Marys Bro var spærret for trafik i begge retninger.
Meldingen lød, at der havde været et sammenstød mellem en personbil og en lastvogn på Fjordlandsvej.
Lidt før klokken 14 oplyste politiet, at broen atter er åben for passage i østgående retning.
Omkring klokken 16.00 lød det, at der inden for kort tid ville blive helt åbnet for trafik i begge retninger.
Vagtchefen ved Nordsjællands Politi fortæller fredag aften, at den afdøde mand var føreren. Også hans hustru på 83 år sad med i bilen.
Det lyder, at hun er svært tilskadekommen.
Formodningen er, at lastvognen har påkørt personbilen bagfra. Denne blev ført af en 46-årig mand.
Alle involverede kommer fra Frederikssund.
Der er ingen mistanke om spirituskørsel, og der er umiddelbart ingen sigtelser i sagen.
Alle pårørende er underrettet.
ritzau