Odense Kommune, der har været hårdt ramt af larven egeprocessionsspinderen, sætter gang i en øget slutspurt i bekæmpelsen af larven.
Fra weekenden og ind i næste uge indsættes over 20 specialhold, der »intensivt« skal reducere antallet af larvereder i den fynske kommune.
Det skriver Odense Kommune på sin hjemmeside.
Indsatsen vil både finde sted i ramte områder og i områder, hvor en »forebyggende indsats er nødvendig«.
»Hen over weekenden sætter vi ind med en meget intensiv indsats rettet mod de lukkede cykelstier. Der vil derfor i nogle områder være midlertidig lukning af stier, mens arbejdet foregår«, siger direktør i Klima- og Miljøforvaltningen Michael Wognsen Frederiksen.
Bekæmpelsen af larver forventes at skulle fortsætte et par uger endnu ’med fuld styrke’. Herefter vil der blive foretaget en ny vurdering af behovet, lyder det videre fra kommunen.
Egeprocessionsspinderen har skabt problemer flere steder i landet hen over sommeren.
Indtil videre er larven fundet i Odense, Kerteminde, Nyborg, Morsø, Herning, på Amager og Nordfyn.
En enkelt larve har omkring 60.000 brandhår, der kan forårsage kraftig kløe, hududslæt, øjenirritation, luftvejsproblemer og i sjældne tilfælde alvorlige allergiske reaktioner.
ritzau
fortsæt med at læse