Når cirka 1600 unge mænd og kvinder på mandag rykker ind på kaserner landet over for at aftjene værnepligt, skal mange af dem bo i midlertidige pavilloner.
Det skriver DR.
En række tjenestesteder er under renovering, og derfor er der opstillet pavilloner bestående af stablede mandskabscontainere.
De er indrettet med firepersoners-stuer, badeværelser, omklædningsrum og opholdsrum med wifi.
Chefen for Værnepligtsprogrammet, oberst Kenneth Strøm, kalder det en ’klar opgradering’.
»Alternativet havde været, at de værnepligtige skulle bo i de gamle bygninger. Det havde i virkeligheden nok været den dårligste løsning, siger han til DR.
Forsvaret er i disse år i gang med at bygge nye indkvarteringsfaciliteter på 11 tjenestesteder landet over.
Det foregår efter planen mellem 2026 og 2028.
Det sker, efter at der har været rejst kritik af forholdene på flere kaserner.
Blandt andet har der flere steder været konstateret skimmelsvamp i opholdsarealer og dårligt fungerende kloak-, toilet- og badefaciliteter.
Et sted, der nu bygges om, er kasernen i Aalborg, hvor Trænregimentet holder til.
Her lægger militærkonsulent Søren Bo Larsen ikke skjul på, at de gamle bygninger trænger til en afløser.
Han betegner over for DR de hidtidige forhold som ’nedslidte’ og ’utidssvarende’.
En modernisering af forholdene kan ifølge Søren Bo Larsen medvirke til, at flere værnepligtige måske får lyst til at fortsætte deres karriere i Forsvaret.
Når de værnepligtige møder ind på mandag, er det samtidig startskuddet for den nye, styrkede værnepligt, som nu varer 11 måneder.
ritzau