Tilbud: Læs og lyt til Politiken digitalt for 149 kr./md.

Politiet formoder, at skyderi i Holbæk søndag hænger sammen med et opgør i det kriminelle miljø. De tre ramte personer er alle uden for livsfare. To personer er anholdt, men politiet har mistanke om endnu en gerningsmand.

Tre personer blev ramt: To mænd er anholdt efter skyderi i Holbæk

Midt- og Vestsjællands Politi var blandt andet til stede i bebyggelsen Agervang i Holbæk. Det samme var lægeambulancer. Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix
Midt- og Vestsjællands Politi var blandt andet til stede i bebyggelsen Agervang i Holbæk. Det samme var lægeambulancer. Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Midt- og Vestsjællands Politi har anholdt to personer efter et skyderi i Holbæk, hvor tre personer blev ramt søndag eftermiddag. De ramte er alle uden for livsfare.

De to anholdte er en mand på 22 år og en på 23 år. Den 23-årige er sigtet for forsøg på manddrab, mens den 22-årige er sigtet for medvirken til forsøg på manddrab, oplyser politiet gennem meddelelsestjenesten Politi Update.

De har begge meldt sig selv til politiet søndag aften, og politiet leder stadig efter endnu en person, der mistænkes for at være medgerningsmand.

»Vi leder stadig efter en person, som vi mistænker har været medvirkende til skyderiet. Ham kan vi også kun opfordre til at melde sig selv«, siger vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard.

Skyderiet blev anmeldt søndag eftermiddag klokken 15.45, hvor der afgivet skud to steder i Holbæk i områderne omkring Agervang og Havevang. Det ligger i det sydlige Holbæk og har tidligere været på listen over parallelsamfund.

Tre personer blev ramt, og de er blevet fragtet til behandling og er uden for livsfare.

»Vi har eftermiddagen og aftenen igennem været massivt tilstede i Holbæk, hvor vi har talt med vidner og undersøgt gerningsstederne«, siger vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard.

Det er politiets vurdering, at skyderiet fandt sted i forbindelse med et opgør i det kriminelle miljø.

Midt- og Vestsjællands politiet er stadig tilstede flere steder i Holbæk, og vidner opfordres fortsat til at kontakte politiet på 114. Det forventes, at de anholdte fremstilles i grundlovsforhør mandag. Når politiet ved nærmere, så meldes tidspunkt ud gennem Politi Update.

Forud for skyderiet fik politiet melding fra vidner om, at der var forsamlet en større gruppe personer på Agervang, og at mændene på et tidspunkt kom i slagsmål med hinanden. Kort efter ankom en mindre hvid bil til stedet, som politiet efterlyste, men nu er i dets varetægt.

Bilen kørte derfra, og en anden mand forsøgte at køre efter bilen. Denne mand forulykkede dog kort efter på Nørrevang, og politiet undersøger hans rolle. Formodningen er, at han har været en del af gruppen, der blev skudt mod.

Holbæk-borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) er vred over skudepisoden søndag i kommunen.

»Politiet formoder, at der er tale om et opgør i det kriminelle miljø, og jeg har ikke ord for, hvor vred det gør mig, at hårdkogte kriminelle skal bringe andres sikkerhed i fare. Det tager jeg meget alvorligt. Der er stadig en række ubesvarede spørgsmål, men jeg følger det tæt«, skriver hun på Facebook.

Opdateres ...

Ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her