Naturstyrelsen oplyser tirsdag i en pressemeddelelse, at borgere via en ny sms-tjeneste kan sende beskeder til styrelsen, når de ser ulve, der har mistet deres naturlige skyhed.
Tjenesten bliver oprettet i forbindelse med den nuværende jagt på en ulv i Houstrup i Vestjylland, en ulv, som ifølge eksperter har fået en opsøgende og dermed uhensigtsmæssig adfærd.
Sms-beskeder fra borgerne skal hjælpe Naturstyrelsen med at agere hurtigt og få ulven skudt.
Borgere kan sende sms-beskederne til telefonnummer 21418626, oplyser Naturstyrelsen.
Her skal de angive adresse, tidsrum samt hvad de har set.
»Vi tager den her sag meget alvorligt, og vi gør alt, hvad vi kan, for at få skudt problemulven. Derfor tager vi nu endnu et nyt værktøj i brug«, siger minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S).
ritzau