Vil du sige, at du omfavner efteråret? »Jeg er helt klart sådan en type, der omfavner årstiden. For jeg kan faktisk godt lide, at den der maniske sommer slutter. Forstå mig ret, jeg elsker sommeren, men der sker også meget. For musikere eskalerer det jo med festivaler og rigtig mange koncerter, og jeg føler tit, at jeg skal deltage i alle mulige ting, og at der er rigtig meget fest. Og det betyder også, at der er knap så god tid til at reflektere over alle de indtryk, jeg får. Derfor er det meget fint at gå lidt i hi om efteråret, tænde stearinlys og passe på mig selv«.
Hvilken stemning sætter efteråret dig i? »Der er sådan en sød melankoli over det, som jeg egentlig godt kan lide. Hvor luften begynder at blive lidt spids, og det nærmest er lidt eksotisk, efter at det har været varmt. På den måde er efteråret taknemmeligt, for efter sommeren er det okay, at det blæser og regner. Jeg bliver i hvert fald ikke trist af det. Tværtimod synes jeg, at det er motiverende«.