Fødselsdagstilbud: Prøv Politiken resten af året for 142 kr.

Efter at have anholdt og afhørt 19-årig om trusler har politiet valgt at sætte ham fri igen.

Politiet har løsladt den anholdte efter frygt for angreb på skole

Syd- og Sønderjyllands Politi frygtede mandag formiddag, at et angreb på en skole var under opsejling, oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

Det var en anmeldelse, som politiet modtog klokken 10.34, der fik aktiveret det store alarmberedskab, og som efterfølgende medførte en større politiindsats i den centrale del af byen.

Klokken 11.41 anholdt politiet en 19-årig mand, som blev sigtet for trusler på livet.

»Den indledende efterforskning viser, at der hverken er planer eller hensigt om at føre truslerne ud i livet. Det ændrer ikke på alvorligheden af at fremsætte den form for trusler samt den utryghed, det har skabt«, lyder det fra vicepolitiinspektør Allan Dalager Clausen i politiets pressemeddelelse.

Den 19-årige mand er blevet løsladt efter endt afhøring, men er sigtet, mens politiet færdigefterforsker sagen.

Politiet oplyser ikke, hvordan den omtalte trussel skulle være blevet fremsat. Men ifølge politiet har der været tale om »formuleringer, som kunne tolkes i retning af et muligt angreb mod en unavngiven skole«.

Den 19-årige mand forholdt sig ifølge politiet roligt, da han blev fundet og kontaktet af politiet. Han var ikke bevæbnet, og politiet har heller ikke i forbindelse med en efterfølgende ransagning fundet våben.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her