Fødselsdagstilbud: Prøv Politiken resten af året for 142 kr.

Byret mener, at indbrud og indbrudsforsøg var nøje planlagt mod hjem, hvor beboerne var til bryllup.

Bryllupstyv idømmes et år og syv måneders fængsel

En 33-årig mand er onsdag kendt skyldig i en række indbrud og indbrudsforsøg begået i Københavnsområdet sidste år.

Københavns Byret idømmer ham derfor et år og syv måneders fængsel for målrettet at bryde ind i hjem, hvor han vidste, at beboerne var til bryllup.

To mænd på 26 og 36 år, der også var tiltalt i sagen, idømmes henholdsvis et år og seks måneders fængsel og ti måneders fængsel.

Både den 26- og 36-årige får desuden en advarsel om udvisning.

Retten har blandt andet lagt vægt på udførelsesmåden af indbruddene, som man mener, er organiseret og nøje planlagt.

Der har i sagen været forskellige forklaringer på, hvordan de nu dømte indbrudstyve fik bryllupsgæsternes adresser.

Anklagemyndigheden har tidligere fremlagt, at fremgangsmåden har været at køre ud til bryllupslokaler og søge på nummerpladerne på de biler, der holdt udenfor på parkeringspladsen.

Retten fastslår onsdag, at dette har været tilfældet.

»Man har været ved brylluppet og set, hvem der havde sin bil parkeret der«, lyder det fra retsformanden.

Derudover er der tale om et beløb på mere end 1,2 millioner kroner, som der er blevet stjålet for.

»Der er ingen tvivl om, at det er guld og kontanter, man er gået efter«, siger retsformanden.

En af de dømte har bedt om betænkningstid, men de øvrige anker dommen. To af dem – den 26- og den 33-årige – skal fortsat sidde varetægtsfængslet, indtil sagen kan behandles af landsretten.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her