Kirsten Schwalbe fra Struer skriver sig onsdag ind i historiebøgerne som den længstlevende dansker nogensinde.
Selv om hun er 112 år og 218 dage, så føler hun sig ikke gammel.
»Nej, det gør jeg egentlig ikke. For hvordan er det at føle sig gammel?«
»Jeg forestiller mig, at hvis man er gammel, så sidder man og hænger. Jeg tænker slet ikke på, at jeg selv er gammel«, siger Kirsten Schwalbe til TV MidtVest.
Kirsten Schwalbe overtager rekorden som den længstlevende dansker efter Karla Lindholm Jensen fra Herning, der døde i 2020. Hun var 112 år og 217 dage gammel.
Schwalbe rykker samtidig ind på listen over Europas ti ældste nulevende personer.
Britiske Ethel Caterham, der er 117 år, er verdens ældste nulevende person.
Selv om Kirsten Schwalbe ikke føler sig gammel, er synet og hørelsen ikke, hvad det har været«, forklarer hun.
»Men jeg tror nok selv, at min forstand er nogenlunde i orden«, siger Kirsten Schwalbe til TV MidtVest.
Den regionale tv-station har tidligere fulgt Kirsten Schwalbe, hvilket førte til programserien ’Kirstens vilde år’ på TV 2.
Selv mener Kirsten Schwalbe, at en del af forklaringen på hendes lange liv skal findes i generne. Fire af hendes ni søskende blev således også over 100 år, fortalte hun til Berlingske i 2024.
Samtidig mener hun, at humøret spiller en afgørende rolle for et langt liv, har hun tidligere fortalt TV MidtVest.
Venstres formand, Troels Lund Poulsen, fremhæver netop Kirsten Schwalbes humør og livsindstilling i et opslag på sin Facebook-profil onsdag.
»Det mest imponerende ved Kirsten er ikke hendes alder. Det er hendes fantastiske sind, smittende humør og helt særlige livsmod«, lyder det fra politikeren, der ønsker tillykke med ’den historiske milepæl’.
Dagen, hvor rekorden som den længstlevende dansker er kommet i hus, skal i øvrigt bruges på en frokost med børn og børnebørn.
Kirsten Schwalbe har tre døtre, der alle er over 80 år.
ritzau