Søndag morgen og formiddag er der kraftig blæst over Danmark. Over middag slipper den sit tag i Bornholm.

Vindstød er stormstyrke rammer Danmark. Pas på væltede træer flere steder i landet

Arkivfoto Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix
Arkivfoto Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix

Søndag morgen står mange jyder op til kraftigt blæsevejr med vindstød af stormstyrke.

Blæsevejret bevæger sig ned over det centrale Jylland og vil senere på morgenen nå Fyn, Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm, hvor man kan forvente kraftige vindstød.

Det siger Anja Bodholdt, som er vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), søndag morgen.

»Det har blæst godt natten igennem i Jylland«.

»Mange steder har der været registreret kuling, hård kuling og vindstød af stormstyrke«, siger Anja Bodholdt.

Søndag morgen blæser det kraftigst i Nordjylland, inden vinden bevæger sig længere mod øst.

»Nordjylland, Djursland, Fyn, Sjælland, Lolland-Falster og Møn vil mange steder få de her kraftige vinde med vindstød af stormstyrke i løbet af morgenen og formiddagen«.

»Blæsevejret når også frem til Bornholm«, siger Anja Bodholdt.

Allerede mellem klokken 07 og 08 slipper den kraftige blæst sit tag i Jylland, og den vil også hurtigt passere de øvrige landsdele.

»Ved 9-10-tiden slipper det Sjælland, og når vi når hen over middag, så slipper det her kraftige vindfelt også Bornholm«, siger meteorologen fra DMI.

Anja Bodholdt oplyser, at der er faldet mellem 10 og 15 millimeter regn i de vestlige dele af landet natten over.

»Det taber lidt af pusten. På Sjælland kan man forvente mellem 5 og 10 millimeter«.

»På bagsiden af vindfeltet vil man også opleve en del byger. De kan lokalt kaste en del millimeter regn af sig«, siger hun.

Vejdirektoratet oplyste lørdag aften, at der var risiko for, at Storebæltsbroen ville lukke på grund af stormvejr, men det har ikke været nødvendigt.

Det er dog forbudt at køre med påhængskøretøjer med en vægt på under 2,5 tons, fremgår det på Storebæltsbroens hjemmeside.

Væltede træer

Søndag morgen er der desuden meldinger om væltede træer flere steder i landet.

Det fremgår af Vejdirektoratets trafikkort.

På Fyn er der meldinger om væltede træer to steder.

Der er vejhjælp på vej til motorvej E20, efter at der er væltet træer ned på vejen mellem Rønninge og Nyborg. Det er sket i højre spor i retningen fra Odense mod Knudshoved.

Ved Faaborg på Sydfyn er der desuden meldinger om væltede træer mellem Bøgebjerglund og Vester Åby. Vejdirektoratet opfordrer til, at man nedsætter hastigheden på strækningen.

Også i Nordjylland er der meldinger om væltede træer på motorvejen, skriver Vejdirektoratet.

Det gælder på motorvej E45 mellem Frederikshavn og Sæby i retning mod Sæby.

På Falster er der også meldinger om væltede træer ved Nykøbing Falster. Det er sket på omfartsvejen mellem Skovalleen og Gedser Landevej, fremgår det af trafikkortet.

Ved Vejle meldes der desuden om vand på vejen på motorvej E45 i retning mod Skærup.

På flere broer, heriblandt på Lillebæltsbroen og Storebæltsbroen, advarer Vejdirektoratet om kraftig blæst.

Vindfølsomme køretøjer frarådes at passere Lillebæltsbroen, og på Storebæltsbroen er passage med påhængskøretøjer under 2,5 ton forbudt.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har udsendt et varsel om vindstød af stormstyrke i Nordjylland og på Læsø. Der er også udsendt et varsel om forhøjet vandstand på den jyske vestkyst. Det vil ifølge DMI toppe natten til mandag.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her