»Jeg er målløs og fuld af forundring over Poul Nyrups Rasmussens støtteerklæring til den ungarske premierminister. Det ligner ikke Nyrup at gå så frygtelig galt i byen, når han således retfærdiggør politikeres løgne og bedrag overfor borgerne i et demokrati«. Sådan lød kritikken fra det konservative medlem af Europa-Parlamentet, Gitte Seeberg, i forbindelse med, at Poul Nyrup Rasmussen i dag forsvarede sin uforbeholdne støtte til den ungarske premierminister Ferenc Gyurcsány, der har erklæret, at han har løjet for den ungarske befolkning i to år. »Der må være grænser for, hvor længe man bakker en mand op, bare fordi han er socialdemokrat. Det undrer mig, at partifarven åbenbart betyder mere for Poul Nyrup Rasmussen end almindelig menneskelig anstændighed«, sagde Gitte Seeberg.
Fastholder støtte
Hun har fået opbakning af både Venstres Troels Lund Poulsen, de Radikales Niels Helveg Petersen og SF’s Holger K. Nielsen.
Men kritikken preller fuldstændig af på Poul Nyrup Rasmussen, formand for Socialdemokraterne i EU.
Han forsvarer sig med at både Gitte Seebergs konservative formand i EU og Niels Helvegs radikale EU-formand begge har været ude at kommentere på situationen i Ungarn.
»Og så går jeg ud som Socialdemokraternes formand i EU og tager afstand for volden, som højrefløjen - oppositionen ikke er uden ansvar for, og bakker om den reformlinje som den ungarske statsminister står for«, siger Poul Nyrup Rasmussen til TV2 og tilføjer:
»Man skal huske, at i europæisk politik kommenterer man også på nationale situationer, det er en del af vores arbejde«.
Nyrup påberåber sig ret til at blande sig
Han afviser, at han bare bakker den ungarske statsminister op, fordi han også er socialdemokrat.
»Det her handler ikke om, hvorvidt jeg som europæisk partiformand kan blande mig eller ej. Det gør jeg, og det gør mine konservative kollegaer, og det gør mine liberale kollegaer også. Det handler om, hvorvidt vi tager afstand for volden og bakker op om reformerne. Og det er jeg i øvrigt ikke alene om, det gør kommissionen for de europæiske fællesskaber også«, siger Nyrup.
Han tilføjer, at han også tager afstand fra oppositionens leder, som indirekte opfordrer til voldelige demonstrationer.




























