Det skal ikke længere være muligt for arbejdsgivere at indgå hemmelige aftaler udenom en medarbejder, der låser en ansat fast i sit job. Det fastslår beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederisksen (V) efter et samråd i dag. »Som jeg sagde til udvalget, så ville jeg blive stiktosset, hvis min arbejdsgiver havde lavet en hemmelig aftale hen over mit hoved, så det vil være min ledestjerne i den her sag«, sagde Claus Hjort Frederiksen. Aftalerne går ud på, at virksomhederne pålægger hinanden at betale op imod en million kroner, hvis de stjæler hinandens medarbejdere. Medarbejderne kender intet til aftalerne, selv om det er dem, det går ud over. For aftalerne hindrer mobiliteten på arbejdsmarkedet, fordi arbejdsgiverne stavnsbinder medarbejderne i virksomheden og presser dermed også lønniveauet ned.
Ville afvente dom
Ministeren har tidligere sparket sagen til hjørne med henvisning til, at han ville afvente en højesteretsdom, der tidligst bliver afsagt i slutningen af 2007, men han har nu foretaget en kovending og er klar til at forbyde de hemmelige arbejdsgiveraftaler ved lovgivning.
»Sagen har taget en drejning i går, hvor det kom frem, at det ikke kun er på funktionærområdet, at de her ting, forekommer. Men at det også er på bygge- og anlægsområdet, man kan se den slags begrænsninger. Jeg har derfor givet tilsagn om, at vi i denne samling kommer med en redegørelse for det og et forslag til, hvor vi finder det mest hensigtsmæssigt at foretage en regulering, der forbyder de hemmelige aftaler«, siger ministeren.
Oppositionen mener også, at I skal se på reglerne om kunde- og konkurrenceklausuler, fordi de har taget overhånd, er det også noget I vil se på?
»Nu skal vi jo se på reguleringen af det her område, og det indebærer blandt andet funktionærlovens regler. Personligt mener jeg, at der kan være en god begrundelse for at have konkurrenceklausuler, hvor man begrænser en betroet medarbejders mulighed for at tage kunderegisteret med eller den seneste nye opdagelse, man har gjort i virksomheden, men der findes der jo regler, der sikrer, at der så skal ske en selvstændig aflønning som kompensation«.
Alle skal med




























