Fagbevægelsen kræver lovgivning nu om hemmelige aftaler

Lyt til artiklen

Den 28. juli blev NeoProcess i Sø- og Handelsretten dømt til at betale en bod på en halv million kroner til WM-data for at have ansat to af WM-datas medarbejdere. Det nægtede Neoprocess og valgte derfor at anke sagen til Højesteret. Men sagen er netop afblæst, for de to virksomheder har i dag indgået et forlig, der tilsyneladende er lige så hemmeligt som de hemmelige jobaftaler, sagen handler om. Det får fagbevægelsen til at reagere. For beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) har tidligere afvist at forbyde de hemmelige aftaler ved lovgivning, før Højesteret har talt. Men efter den argumentation ikke længere er aktuel, kræver fagbevægelsen, at beskæftigelsesministeren skrider ind med lovgivning nu. »Nu er der ikke længere nogen hindringer, så jeg synes bare, at han skal komme i gang. Og der er ingen grund til endnu en gang at skyde sagen til hjørne ved først at sige, at området skal afdækkes, for ministeren er allerede blevet forelagt masser af sager. WM Data har for eksempel 300 lignende aftaler med andre virksomheder«, siger Hanne Lykke Jespersen, faglig sekretær i IT-fagforeningen Prosa. Og hun får opbakning fra sælgernes fagforening, Business Danmark. »Der er ikke længere nogen undskyldning for ikke at gribe ind. Dokumentationen findes jo i forvejen. Ministeren kan jo bare skele til hvad Tom Togsverd (Direktør for Dansk Industri) og erhvervsadvokaten Peter Herskind har sagt. Nemlig, at den slags aftaler er helt almindelige og længe har været kendt af dansk erhvervsliv«, siger Michael Krag-Svendsen, presseansvarlig hos Business Danmark Det har ikke været muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesministeren, men Venstres arbejdsmarkedsordfører siger, at de hellere vil undersøge tingene til bunds end ende med at lave noget sjusk. »Der skal ikke være tvivl om, at vi er imod hemmelige aftaler, men beskæftigelsesministeren har nu sat et hurtigt udredningsarbejde i gang, der skal klargøre om lovgivningen skal ske inden for Erhvervsministeriet, Beskæftigelsesministeriet eller Justitsministeriet. Den undersøgelse er vi nødt til at afvente inden vi skrider til handling, og så må vi tage en drøftelse af, hvad der skal ske derefter«, siger Jens Vibjerg. Og han møder forståelse hos Socialdemokraterne, der i første omgang rejste sagen sammen med de radikale over for ministeren. »Nu har ministeren sat et arbejde i gang, der skal afdække problemets omfang og finde ud af, hvor lovgivningen skal ligge og hvordan den skal udformes. Og det har vi accepteret. Jeg skal ikke gøre mig klog på det juridiske og tekniske, det afgørende for mig er, at vi nu kommer de hemmelige aftaler til livs, og at det sker inden for denne folketingssamling. Og det vil vi selvfølgelig holde ministeren fast på, siger Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Thomas Adelskov.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her