Forbrugerminister Lars Barfoed (K) fremlagde for nylig et lovforslag om højere bøder til pizzeriaer, kødgrossister og andre virksomheder, der sjusker med hygiejnen, sælger fordærvet mad eller på anden måde ser stort på forbrugernes sikkerhed.
F.eks. skal det koste en slagter 10.000 kr., hvis temperaturen i køledisken er så høj, at bakterierne stortrives i kødet – lige nu er bøden det halve. Straffen skal virke præventivt. »Overtrædelse af fødevarelovgivningen skal sanktioneres konsekvent og effektivt«, sagde ministeren under debatten.



























