Politiker til borgere: I må være sindssyge

Lyt til artiklen

Tonen er hård i diskussionen om Ungdomshuset på Nørrebro. Det måtte ’Borgergruppen for Ungdomshuset’ sande, da den nystiftede gruppe sendte et åbent brev til alle borgerrepræsentanter i Københavns Kommune. I brevet opfordrer den nystiftede borgergruppe til, at Ungdomshuset bevares. »Konsekvenserne af en rydning er uoverskuelige, og vi vil derfor indtrængende opfordre de ansvarlige politikere i Københavns Kommune til at finde en løsning, der sikrer Ungdomshusets fortsatte beståen på Jagtvej 69«, skriver borgergruppen blandt andet i brevet, som er sendt 1. november. I en åben svarmail – sendt til hele borgerrepræsentationen og ’Borgergruppen for Ungdomshuset’ – svarer Jesper Schou Hansen, som er Venstres repræsentant i Miljø- og Teknikudvalget, i én kontant linje: »I må sgu da være rablende sindssyge....«. Mette Munk Hansen, som er en af medstifterne til borgergruppen, blev overrasket da hun modtog det hårde svar. »Jeg tænker umiddelbart, at det er utroligt, at man tillader sig sådan en reaktion, når en række borgere henvender sig med et åbent brev«, siger hun. Fortryder ikke Men Jesper Schou Hansen fortryder ikke sit svar. Han vil gerne stå ved det, siger han til Politiken.dk: »Jeg synes, at det er rablende sindssygt, hvad de skriver. Derfor skrev jeg sådan. Og hvis nogen kommer fra sidelinjen med så åndssvagt et indlæg, så kan jeg ikke give noget andet svar«, siger han. Men er det ikke en forkert måde at indgå i dialog med en stor gruppe borgere? »Der er altid nogen, der kan snakke om dialog fra A-Z. Men sagen om Ungdomshuset er lukket. Borgerrepræsentationen har prøvet alle midler, men løbet er nu kørt. Hvis ikke man kan se det, og pludselig kommer med et forslag om, at vi skal bevare Ungdomshuset, så har man ikke forstået noget«, siger han. ’Borgergruppen for Ungdomshuset’ blev stiftet 23. oktober. Borgergruppens formål er at lave et alternativ til ’naboerne på Nørrebro’, som har fået meget tid i medierne med kritik af Ungdomshuset. Den nystiftede borgergruppe vil vise, at der også er naboer på Nørrebro, som støtter Ungdomshuset. Gruppen fik cirka 150 medlemmer i løbet af den første uge. Borgerrepræsentationen besluttede 2. november, at Københavns Kommune ikke længere skal engagere sig i Ungdomshuset.

Landsretten har besluttet, at de unge skal ud af Ungdomshuset, der ejes af den kristne frimenighed Faderhuset. De unge skal ud 14. december.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her