Selv om de er fattigere, kan u-lande ikke lære noget af rige Danmarks måde at håndtere ungdomskriminalitet på.
Det var flere eksperters konklusion på et seminar arrangeret af Institut for Menneskerettigheder (IMR). Alt for mange unge herhjemme bliver varetægtsfængslet i almindelige fængsler, hvor de sidder blandt voksne kriminelle fanger. Ritzau skrev i mandags, at stadig flere unge anbringes i almindeligt fængsel i stedet for en døgninstitution, hvor man har bedre behandlingsmuligheder. Antallet er fordoblet Siden 1998 er antallet af arrestdage af 15-17 årige, der sidder i almindelig voksenarrest, næsten fordoblet. I øjeblikket sidder mindst otte under 18 år i et fængsel eller arresthus beregnet for voksne. Seniorrådgiver i IMR, Jørgen Jepsen, mente, at udviklingen i Danmark går den forkerte vej, og at situationen er kritisk. »Selvom vi i forhold til mange steder i udlandet har en relativ ideel lovgivning for håndtering af unge, der havner i retssystemet, og der er sat mange penge af til at støtte unges rehabilitering, så står resultaterne ikke mål med indsatsen«, sagde Charlotte Flindt Pedersen, der er teamleder i IMR, på seminaret. »Vi kan lære af arbejdet i vores fattige samarbejdslande, hvor de har erkendt vigtigheden af et koordineret og styrket samarbejde mellem de relevante institutioner og aktører. Der skal skabes en samlet målsætning hos alle aktører, så de unge ikke havner i fængselslignende situationer, og så de støttes i reintegrationen i samfundet«, sagde Charlotte Flindt Pedersen. Strider mod konventionerne Ifølge FNs børnekonvention må unge ikke sidde bag tremmer med voksne. Danmark har syv sikrede institutioner, hvor man anbringer unge varetægtsfængslede i surrogatfængsel, men de er ofte fyldt op. »På institutioner er der større mulighed for at give de unge noget positivt«, sagde lederen af en af institutionerne til Ritzau, Lars Emil Andersen, i forbindelse med artiklen om stigningen af unge anbragt med voksne. »Et arresthus tilbyder slet ikke unge de ressourcer, der er nødvendige for, at de kan udvikle sig«, sagde han.




























