For første gang åbner de konservative mulighed for, at skattelettelserne kan gives alene i bunden af skattesystemet, og dermed især komme de lavestlønnede til gode.
Det sker i et forsøg på at gøde jorden for partiets krav om lavere skat inden næste valg. »Der er tale om en nuancering af vores synspunkter. Det nye er, at vi vil tilrettelægge en skattelettelse, så den er tilpasset konjunkturerne. Og det kan være en lettelse af bundskatten«, siger finansordfører Christian Wedell-Neergaard fra de konservative.



























