To år i træk har andelen af danskere, der daglig ryger, været stort set uændret. Dermed er de senere års næsten uafbrudte fald i antallet af rygere stoppet og en forebyggelsesmæssig succes af historiske dimensioner omsider gået i stå. De spritnye tal over danskernes rygevaner viser, at 24,7 pct. af alle danskere over 13 år røg daglig i 2006.
Stagnation
Det er så tæt på tallene fra 2005 og 2004, at Sundhedsstyrelsen, Hjerteforeningen, Danmarks Lungeforening og Kræftens Bekæmpelse, der står bag den årlige undersøgelse, selv siger, at »der reelt er tale om en stagnation«.
Stagnationen i faldet af rygere er sat ind på trods af massive oplysningskampagner, truende advarsler på cigaretpakkerne, flere og flere røgfri arbejdspladser og et øget antal tilbud om hjælp til tobaksafvænning.
Alligevel vælger 1.125.000 danskere at ryge hver eneste dag året igennem.



























