»Hvis nu DR i går havde valgt at bringe hele mit svar til Folketinget, så ville der i anden del stå, at man ikke kan afvise, at enkelte soldater havde et dannebrogsmærke på skulderen«.
Sådan siger forsvarsminister Søren Gade (V) til TV 2 News i forbindelse med beskyldningerne om, at han taler usandt i Afghanistan-sagen. Han fortsætter: »Men DR valgte ikke at bringe anden del af svaret, ligesom DR ikke valgte at bringe et interview med den patruljefører, som førte soldaterne i felten, og som flere gange også har sagt, at hans soldater i forbindelse med operationerne af tilbageholdte afghanere ikke bar identitetsmærker«.



























