Narkomaner skal som forsøg kunne få udleveret heroin, mener oppositionen i Folketinget.
I løbet af denne uge vil partierne SF, Socialdemokratiet, de radikale og Enhedslisten fremlægge et beslutningsforslag om det, oplyser Kamal Qureshi (SF). Han håber, at Dansk Folkeparti også vil tilslutte sig forslaget, så det kan få flertal. Partileder Pia Kjærsgaard (DF) har netop efterlyst en samling af udenlandske erfaringer med udlevering af heroin, som er ordineret af en læge. Men der er ikke grund til at vente på, at de mange udenlandske forsøg er gjort helt færdige, mener Qureshi, for de foreløbige resultater er klare nok. Mentaliteten skal ændres Qureshi forestiller sig, at forsøget skal omfatte særligt hårdt belastede narkomaner, som skal kunne få udleveret heroin af sundhedspersonale to-tre gange om dagen. Narkotikaen skal ordineres af en læge og udleveres på linje med medicin til psykisk syge, insulin, kemo eller andet, som en patient har behov for, siger Qureshi, som selv er læge. »Det handler om en mentalitetsændring fra at forfølge narkomaner som kriminelle til at opfatte dem som syge, der er afhængige af et stof«, siger han. Både dødstal og kriminalitet vil falde dramatisk, forudser Qureshi og minder om, at Danmark er det europæisk land, der relativt har flest årlige dødsfald blandt narkomaner. Kriminaliteten vil falde, fordi narkomaner skal stjæle for mange tusinde kroner om dagen for at kunne købe stoffer nok. Beslutningsforslaget er ikke endeligt godkendt i de fire partier.




























