Forældre til dræbt søn på Roskilde-festival kæmper i Højesteret

Lyt til artiklen

Syv år efter at en ulykke på Roskilde Festivalen kostede ni unge mænd livet, skal Højesteret nu tage stilling til, om forældrene til den ene af de omkomne, skal have ret til at føre sag mod festivalen eller sagen skal afvises. Forældrene ønsker at få fastlagt et ansvar for ulykken og har krævet, at Roskilde Festivalen skal dømmes til at betale en erstatning på 67.735 kroner. Roskilde Festivalen har flere gange tilbudt at betale og også sendt en check frem til forældrene men med den tilføjelse, at det skete »uden retlig forpligtelse«. Forældrene sendte derfor pengene tilbage. En barok situation Det har skabt en situation, som nogle vil kalde barok, sagde forældrenes advokat Morten Winsløv, da sagen i dag blev behandlet i Højesteret. »Festivalen vil gerne betale, men ikke som en del af et ansvar. Og forældrene vil ikke modtage penge, som de opfatter som en gave«, sagde advokaten. Det er Finn og Eunice Tonnesen fra Varde, som mistede deres 17-årige dreng Allan under ulykken på festivalen den 30. juni 2000, der har anlagt sagen. Da den blev behandlet af Østre Landsret i efteråret 2005, gav retten Roskilde Festivalen medhold i, at sagen slet ikke burde føres, fordi festivalen havde tilbudt at betale forældrene de 67.735 kroner. En afgørelse i sagen ville derfor ikke have nogen betydning for forældrenes retlige stilling, mente retten. Vigtigt at placere ansvar Men for forældrene har det betydning at få placeret et ansvar i sagen. Omvendt mener Roskilde Festivalen, at forældrene ønsker at få placeret et ansvar af mere »moralsk karakter«. »Og det er ikke domstolens opgave at fastlægge et sådan ansvar«, sagde festivalens advokat Pernille Backhausen i Højesteret. Den tragiske ulykke skete kort før midnat den 30. juni 2000, mens den amerikanske gruppe Pearl Jam spillede. De ni unge mænd - tre danskere, tre svenskere, en tysker, en hollænder og en australier - blev mast ihjel, da de væltede foran scenen og ikke kunne komme op igen på grund af presset fra menneskemængden. Ulykken er blevet undersøgt af Roskilde Politi og af statsadvokaten for Sjælland, der i juni 2002 konkluderede, at ingen havde gjort noget strafbart. Men samtidig rettede han alvorlig kritik mod sikkerheden på festivalen. Statsadvokaten kritiserede først og fremmest, at festivalens ledelse ikke havde udarbejdet regler for, hvordan en koncert skulle stoppes, hvis der skete en ulykke. Derfor »gik der alt for lang tid« fra vagterne opdagede ulykken, til musikken blev stoppet. »Festivalledelsen må således bære en del af ansvaret for, at der går ca. 20 minutter fra den store gruppe publikummere vælter, og til musikken standser«, skrev statsadvokaten. 977 vidneafhøringer Forældrenes advokat Morten Winsløv afviste, at forældrene alene søgte at placere et moralsk og ikke et juridisk ansvar. De ønsker at få afgjort, om festivalen kan dømmes til at betale erstatning. »For mig at se, er der ingen tvivl om, at appellanterne (forældrene, red.) har en retlig interesse i at få sagen ført«, sagde han. Festivalens advokat sagde, at med ulykken »stod det klart for enhver, at sikkerheden ikke havde været tilstrækkelig, og ikke var god nok til at forhindre en ulykke, som ikke måtte ske«. Men med to politiundersøgelser og statsadvokatens rapport, der blandt andet bygger på 977 vidneafhøringer, er alt, der kan komme frem, kommet frem, mente Pernille Backhausen. »Følelsen af ansvar har både ledelse og medarbejdere haft for ulykken på festivalen. Der må ikke være tvivl om, at ledelsen har det overordnede ansvar for sikkerheden. Det, Roskilde festivalen ikke vil acceptere, er den juridiske skyld«, sagde Pernille Backhausen. Forældrenes advokat mener, at retten bør tage hensyn til forældrenes ønske om at få ført sagen og afklaret, om festivalen har et erstatningsansvar. Festivalens advokat pegede derimod på hensynet til de ansatte og frivillige på festivalen. »Juraen kan forekomme kold, men det er vigtigt at påpege, at ulykken har taget hårdt på alle og ikke mindst på de medarbejdere, der var til stede den aften«, sagde Pernille Backhausen. Højesteret afgør i næste uge, om forældrene skal have ret til at føre sagen, eller sagen skal afvises.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her