Efter nogle genstridige forhandlinger mellem regeringen og landets kommuner og regionerne om deres økonomi næste år så det i aftes ud til, at aftalerne er inde for rækkevidde. Manden på pengekassen, finansminister Thor Pedersen (V), var da også optimistisk, da forhandlingerne med Kommunernes Landsforening (KL) sluttede kort før midnat. »Jeg vil sige, at jeg er realist, og jeg forvener, at vi er meget tæt på en endelig aftale«, sagde han. Sidste runde kl. 11 Parterne er nået frem til et samlet udspil, som KL-toppen ville drøfte med sin bestyrelse i løbet af natten, inden den sidste runde i Finansministeriet i dag klokken 11. En time før, klokken 10, møder regionerne op i ministeriet for at slå det, der ligner de allersidste søm i en aftale, der forventes igen blandt andet at prioritere kræftbehandlingen og desuden udstikke retninger for udviklingen af sygehusvæsnet de kommende mange år med byggeri af flere nye, moderne sygehuse. Vanskelige udfordringer Kommunerne og regeringen har forhandlet siden torsdag, og en af de vanskelige udfordringer har været at holde regeringens skattestop samtidig med, at hver fjerde kommune har truet med, at de er nødt til at sætte skatten op næste år for at kunne holde serviceniveauet over for sine borgere.
Alene den voksende andel af ældre over 85 år og stigende udgifter til børn under to år betyder, at flere kommuner er presset på pengekassen. Hvis staten ikke kan løse den snærende økonomi i flertallet af de vanskeligt stillede kommuner, bliver kommunerne samlet set tvunget til at hæve skatten - hvis altså ikke der skal ske markante serviceforringelser. Dét er hverken kommunerne eller regeringen interesseret i, samtidig med at regeringen holder økonomien i stram snor og ikke bare slippe pengene løs.




























