En naturbørnehave i Århus er kommet i søgelyset i forbindelse med sagen om den 29-årige pædagogmedhjælper, der sidder fængslet, mistænkt for sexkrænkelser af børn på en daginstitution i Beder.
Det oplyser TV2/Østjylland. Onsdag aften holdt Århus Kommune informationsmøde for forældre, hvis børn var med i integrationsprojektet med titlen Projekt Mariendal fra 1. august 2004 til 1. januar 2005. I den periode var den mandlige pædagogmedhjælper i jobtræning på projektet. I det projekt deltog børn fra den integrerede institution Langenæsstien samt børn fra naturbørnehaven på Gudrunsvej. Med til mødet var kommunens chefpsykolog, repræsentanter fra børne- og ungeafdelingen og en kriminalbetjent, der er specialist i videoafhøringer af børn. De orienterede forældrene om situationen. Den 29-årige pædagogmedhjælper blev i lørdags varetægtsfængslet frem til den 13. juli af Vestre Landsret. Indtil videre har politiet modtaget godt 20 anmeldelser mod ham.




























