Udlændinge strømmer ind over i de danske grænser.
Og det i langt større omfang, end da den borgerlige regering tiltrådte og strammede udlændingelovgivningen mærkbart. I 2001 fik i alt 36.354 udlændinge opholdstilladelse i Danmark, mens tallet i 2006 var steget til 46.560. »Det viser, at Danmark ikke er et lukket land – som jo er en myte, nogle i Danmark meget gerne vil forsøge at fastholde«, siger integrationsminister Rikke Hvilshøj (V). Totalt ændret mønster Stigningen dækker over voldsomme forandringer i, hvem der kommer til Danmark. I 2006 gik 89 procent af opholdstilladelserne til udlændinge, som skulle studere eller arbejde i Danmark, mens blot 11 procent fik asyl eller familiesammenføring. Tilbage i 2001 udgjorde asyl og familiesammenføring 47 procent af opholdstilladelserne. På grund af stramningerne faldt det samlede antal opholdstilladelser fra 2001 til 2004. Men i 2005 overhalede antallet 2001-niveauet. »Der er sket det, at vi bedre har kunnet styre indvandringen. Og den har vi styret i retning af, at det nu er domineret af folk, der kommer hertil for at studere og arbejde – og det har været hele formålet med vores udlændingepolitik«, siger Hvilshøj. Venstremand antyder misbrug Derfor forstår ministeren heller ikke, at hendes partifælle Eyvind Vesselbo i dag ifølge Berlingske Tidende sætter spørgsmålstegn ved 24-års reglen, der er helt central i regeringens udlændingepolitik. Avisen skriver – med bl.a. Vesselbo som kilde – at tyrkere og pakistanere misbruger opholdstilladelser til arbejde og uddannelse til at omgå 24-års reglen. Men det er helt i skoven, siger Rikke Hvilshøj: »For mig er det ikke misbrug, at lejligheden til at studere så også kan være starten på måske senere at få en familiesammenføringstilladelse«. 24-års reglen skal bestå Og ifølge ministeren sikrer 24-års reglen netop det mønsterbrud fra asyl/familiesammenføring til uddannelse/arbejde, som tallene viser. »Jeg er i hvert fald ikke enig med ham. Tværtimod synes jeg netop, at årsagssammenhængen er omvendt: Fordi vi har sendt et signal med 24-års reglen, har vi fået konverteret en passiv familiesammenføring til et aktivt ophold fra dag 1 – enten som studerende eller beskæftiget«. Eyvind Vesselbo vil ikke tale med politiken.dk.




























