Er man ved at drukne i bleer, manglende nattesøvn og opslidende skænderier om, hvem der står op, så er der lys for enden af tunnelen. Jo ældre barnet bliver, jo mindre skændes familierne. Det fremgår af Socialforskningsinstituttets store Børnelivsundersøgelse, der har fulgt 5.000 børn fra de blev født i 1995 til de blev syv et halvt år. Den viser, at familierne skændtes mest, da barnet var et år, lidt mindre da det var tre og endnu mindre i syvårsalderen. Og det kan ikke alene forklares med, at de, der skændtes meget, er blevet skilt, siger forskeren bag undersøgelsen, Else Christensen. Sover mindre »Vi ved ikke helt, hvorfor de aftager, men mit umiddelbare bud er, at man får mindre søvn, når barnet er lille. Det er en ny situation, og der er meget, der skal tilpasses. Så skændes man lettere. Men når man så er blevet etableret og lever med sit barn - så er det bare sådan, og så vil skænderierne aftage i de familier, der har det ok«, siger Else Christensen. Hyppigst er det temaer som børneopdragelse og fordelingen af de huslige pligter, der får stemmerne op i de højere tonelejer, og værst er det i familier, som i forvejen ikke har så mange ressourcer - enten økonomisk, fordi de er skilt eller ramt af arbejdsløshed. Tendensen undrer ikke parterapeut Martin Østergaard, som ofte er stødt på det samme i sin praksis. »Små børn er en dræber. De tager altså mere, end de giver, også selv om vi bliver tudet ørne fulde med al det romantiske ævl. Når man så har dem, er man jo lykkelig ud over alle grænser for dem, men det er ekstremt udmagrende. Jeg møder ofte kvinder, der siger, at de ikke har været sig selv i flere år, fordi de har varetaget alle andre behov«, siger Martin Østergaard, som sidste år skrev bogen 'Hjælp! Jeg er far'. Samtidigt sluger de små al opmærksomheden. Ifølge Martin Østergaard føler far, at mor får et nyt legetøj, bliver jaloux og kaster sig over arbejdet. Begge føler, at de bliver forsømt af den anden. »Det er frygteligt at skulle vækkes tre-fire gange om natten, opleve at ens kone vender det hvide ud af øjnene, bare man lufter tanken om at have sex. Det er vanvittigt svært at håndtere at for første gang kommer andres behov før ens egne. Der sker en forrykning i måden at være sammen på, og det skal afklares. Det sker gennem diskussioner, som har det med at ende i skænderier«, siger Martin Østergaard. Der er håb forude Men det bliver nemmere. Ifølge Børneforløbsundersøgelsen synes de fleste forældre, at det bliver lettere at opdrage børnene, de skælder heller ikke så meget ud eller kommer til at tage dem i armen, når de når syvårsalderen. Ifølge Martin Østergaard er våbenhvilen eller de færre skænderier i heldigste fald udtryk for, at livet er blevet lettere for mor og far, og de har fundet sig til rette. »I værste fald har den ene givet op, den anden har vundet, og så er konflikterne skjult. Så får man et distanceret forhold til hinanden, og så er fraværet af skænderier et tegn på et usundt forhold«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Seriemorderen har været sadistisk snedig og ombragt ofre, ingen vil savne

Kronik af Michelle Skov Karantonis
Schack'erne er ude af Folketinget efter sammenlagt 40 år: »Det er jo et tab af et formål og en retning«
Lyt til artiklenLæst op af Morten Skærbæk
00:00
Den danske pizzaslice-hovedstad har fået sin egen digtersoldat
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























