Tilsynschef langer ud efter Indenrigsministeriet i fest-sag

Lyt til artiklen

Indenrigsministeriet er i fuld gang med at svække det statslige tilsyn med de folkevalgte. Anklagen kommer fra Nordjyllands statsforvaltningsdirektør Claus Rosholm i balladen om den aflyste politikerfest i Nordjylland til en kuvertpris på 835 kroner plus drikkelse og transport. I strid med lovgivningen I går kom Indenrigsministeriet med en redegørelse, der gør det klart, at arrangementet for Forberedelsesudvalget for Region Nordjylland til i alt 75.000 kroner var lovligt. Tilsynet havde ellers vendt tommelfingeren nedad. »Det har væsentlig betydning for vores tilsyn med de folkevalgte, at ministeriet bakker os op, når vores afgørelser er rigtige. Den fremgangsmåde, som ministeriet her anvender, er selvsagt egnet til at svække tilsynet, hvilket ikke er i overensstemmelse med intentionerne i lovgivningen«, skriver statsforvaltningsdirektør Claus Rosholm i en pressemeddelelse. Claus Rosholm fik aflyst festen, da han anså det som en fornøjelsestur, at der både stod middag, underholdning og overnatning på programmet. Efterfølgende klagede det nordjyske udvalg til Indenrigsministeriet, der nu har overtrumfet det kommunale tilsyn i Nordjylland. Ignorer eksperter og Brixtofte-sag Indenrigsministeriets afgørelse bliver anset som principiel og derfor retningsgivende for, hvad politikere i landets kommuner og regioner kan tillade sig at bruge skattekroner på. Claus Rosholm er uforstående over for hele Indenrigsministeriets behandling af sagen. Han mener, at Lars Løkke Rasmussens (V) embedsmænd har valgt at ignorere forvaltningseksperters vurdering af sagen. Desuden har de undladt at vente på landsrettens dom i sagen mod Peter Brixtofte. Byretten anførte en øvre grænse for politikeres brug af repræsentationskontoen på 1.000 kroner. Men sagen er anket til landsretten, og ifølge tilsynschefen er det normal praksis at afvente dommen, eftersom domstolene har det endelige ord. »Jeg kan ikke få øje på nogen saglig forklaring på, at ministeriet har fraveget sædvanlig praksis i denne sag. Hvem kan have en saglig interesse heri?«, spørger Claus Rosholm. Ministeriet udtrykker i sin afgørelse, at man ikke opfatter kuvertgrænsen på 1.000 kr. som en absolut grænse, som alle kommunal- og regionalpolitikere skal holde sig indenfor.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her