Villy Søvndal har prøvet det før, men nu prøver han en gang til. Ifølge SF-formanden får oppositionen nemlig svært ved at vinde næste valg, hvis ikke de tre partier - SF, de radikale og Socialdemokraterne - bliver enige om at formulere en række politiske punkter, de er enige om. »Hvis ikke vi formulerer en fælles politisk platform, så får vi endnu sværere ved at vælte Anders Fogh Rasmussen ved næste valg«, siger Villy Søvndal.
Vælgerne er enige På partiets sommergruppemøde gjorde SF-formanden en stor dyd ud af at forklare, at der også blandt socialdemokratiske og radikale vælgere er stor tilslutning til at skabe et fælles grundlag, som oppositionen kan gå til valg på. Meningsmålingsinstituttet Epinion Capacent har lavet en måling for SF, som viser, at 81 procent af de socialdemokratiske vælgere og 73 procent af de radikale vælgere enten er ’helt enige’ eller ’enige’ i, at de tre partier skal formulere en fælles politik på folkeskoleområdet, ældreplejen og klimapolitikken inden næste valg. »Når nu vælgerne er enige, så lad os komme i gang med det her. Vi skal i langt højere grad vise, at det er et synligt alternativ til den nuværende regering. Den synlighed har det knebet med«, siger Villy Søvndal.



























