De brune øjne flakker ikke. Den 19-årige terrortiltalte fastholder blikket. Længe og insisterende, mens han siger: »Jeg har nakket de andre. Det har jeg det rigtig skidt med. Jeg er ligeglad, om der er nogen, der tror på mig nu, men jeg er nødt til at være ærlig. Jeg har været for smart«. Den terrortiltalte RD har, lige siden straffesagen mod ham og tre andre mænd begyndte i Østre Landsret for mere end en måned siden, kun svaret ja og nej eller trukket på skulderen, når journalisterne har stillet ham spørgsmål i pauserne. Men i dag ville han gerne snakke i en sen eftermiddagspause. I minutterne før havde han nemlig fortalt i retten, at han har løjet for politiet for at slippe ud af varetægtsfængsel. Alt har været løgn. Fra ende til anden. »Jeg løj, så jeg kunne blive løsladt. Og det gjorde jeg jo også. Vi er blevet lokket i en fælde«, sagde han i retten. RD er som den eneste af de tiltalte på fri fod; han blev løsladt i april. RD: jeg ville bare ud af fængslet Det er ellers ikke småting, RD har fortalt politiet, de gange han er blevet afhørt. Blandt andet, at to af de andre terrortiltalte ville lave en bombe i protest mod de danske tropper i Irak. Især den terrortiltalte AK virkede i går tydeligt overrasket over at finde ud af, at han i den grad er blevet udleveret af sin ven. Eksempelvis har RD sagt til politiet, at han forsøgte at overbevise AK om, at man ikke måtte bruge vold, men at det »ikke lod til at gøre særlig meget indtryk på AK«. Tænkte du slet ikke over, at du bragte dine venner i fedtefadet?, ville anklager Jakob Beyer vide. »Det tænkte jeg ikke over dengang. Jeg ville bare ud af fængslet«, svarede RD. Hans forsvarer, advokat Georg Steensboe, havde allerede på forhånd sagt, at hans »klient havde meget på hjerte«. Flere gange i går måtte han dæmpe sin klient, som blev irriteret, når anklageren ikke lod ham tale ud. Og i stedet blev ved med at rode rundt i hans tidligere forklaringer til politiet. Eksempelvis sagde RD 9. oktober sidste år til politiet, at AK havde fortalt ham, at hvis terror kunne få Danmark til at trække sine tropper ud af Irak, så var det i orden. »Den samtale har vi slet ikke haft. Der begyndte jeg at lyve for politiet«. Sår tvivl om troværdigheden Men så hev anklageren en politiafhøring fra 17. oktober frem. I den står, at RD indrømmede, at han havde løjet otte dage tidligere, men nu var parat til at sige sandheden. Og så står der ellers videre i afhøringsrapporten, at den unge terrortiltalte havde »konkret« viden om, at de terrortiltalte AK og den formodede hovedmand MZ ville »skræmme den danske befolkning for at presse tropper ud af Irak. Men meningen var, at ingen skulle dræbes«. »Det var en del af løgnen for at slippe ud af fængsel«, gentog en presset RD i går, hvortil retsformanden afbrød, lænede sig frem i stolen og spurgte: »Sig mig engang, lyver du også nu?«. »Nej, jeg har besluttet at fortælle sandheden. Jeg har det dårligt med den måde, jeg blev løsladt på«, svarede RD og gik så i gang med en længere forklaring om, at det er i orden at lyve, hvis man er havnet i en helt særlig presset situation: »Og jeg følte, at jeg var i sådan en situation«. Løgnene sår tvivl om RD’s troværdighed. Men det er især de andre, der blev belastet af de tidligere politiafhøringer. RD’s rolle i sagen er i sig selv perifer, og derfor spurgte anklageren mest til de emner, der belaster de tiltalte AK og MZ. Dog kom det frem, at han har sagt til politiet, at han havde meldt sig ind i hjemmeværnet for at træne til hellig krig. »Det var Lars (PET’s civile agent, red.), der blev ved med at lokke. Det med hellig krig sagde jeg for sjov til politiet. Jeg har joket med den slags, siden jeg var 15. Det ved alle, jeg kender. 90 procent af de ting, jeg siger, er bare ord, der kommer ud af munden på mig for at spille cool«. Afhøringer fortsætter fredag Fredag fortsætter afhøringen af RD, hvorefter en såkaldt kildefører fra PET skal afhøres. Det er den politimand, som holdt styr på, hvor langt den civile agent Lars gik for at infiltrere de fire tiltalte. I pausen, mens RD gerne ville tale, spurgte journalisterne ham, hvordan man kan lave sjov med terror og ødelæggelse? »Jo, jo. Det ved jeg godt nu. Det ved jeg virkelig godt nu«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























